Gudenåen er Danmarks længste vandløb, og det nærmeste vi kommer en "rigtig" flod. 160 km bliver det til - fra udspringet i Tinnet Krat nordvest for Tørring, og til åen bliver ét med Randers Fjord. Gudenåen er Danmarks længste vandløb, men ikke den vandrigeste, som er Skjern Å. Ved Tinnet Krat finder man Gudenåens og Skjernåens udspring – blot nogle få hundrede meter fra hinanden. Gudenåen løber mod øst, mens Skjern Å løber mod vest.
Helt tilbage til oldtiden har Gudenåen været en af Jyllands hovedveje med landsbyer langs floden. Det var især tørv, og senere mursten og mergel, der blev transporteret. På engen ved Gudenåens udspring, stikker gamle betonfundamenter op gennem græsset. Det er rester af et badeanlæg fra 1930erne, der udnyttede det friske kildevand. Badeanlægget med svømmebassiner, en fontæne med rindende kildevand og en kaffepavillon var en stor attraktion, men måtte lukke efter en badeulykke kort efter Anden Verdenskrig.