Sindbjerg og Stoubjerg er en ganske anselig bakkeformation med to lyngdækkede toppe beliggende i et hedeområde nord for Sejs og Borre Sø, ca. 5 km sydøst for Silkeborg. Sindbjerg er 103 meter og Stoubjerg er 99 meter højt.
Sindbjerg og Stovbjerg regnes ligesom Himmelbjerget for at være såkaldte "falske bakker" - skrænter der er dannet, da isen borteroderede det nærliggende landskab. 
Forleddet i navnet Sindbjerg kommer af det oldnordiske "sinder". Det betyder "slagger" (aske), som er restproduktet, når man laver trækul. Det kunne tyde på, at træerne på bakken en gang er blevet brugt til at lave trækul af. 
Det første led i Stoubjerg, er navneordet "stue". Der har altså muligvis været en dysse på eller ved bakken eller også har der til bjerget været knyttet sagn eller forestillinger om en bolig (stue) for underjordiske væsener, hvilket falder godt i tråd med, at der er knyttet et sagn til stedet, hvor det fortælles at det er kæmpen Borkes grav. 
På Sindbjerg står en mindesten over redaktør Sophus Sørensen for hans virke for fredningen af området. I alt er i dag 56 ha fredet. Fredningen skal sikre, at de også fremover forbliver lyngklædte, og at udsigten fra bakkerne til bl.a. Himmelbjerget bevares.  Den dominerende plantevækst er foruden hedelyng arter som revling, tyttebær, tormentil, gyvel, ene, bævreasp, bølget bunke og mange forskellige arter af mosser og laver.